Afgørelse nr. 195, Foreningen Ørkenfortet

AFGØRELSE NR. 195

Foreningen Ørkenfortet

Enghavevej 82 B

2450  København SV

København, den                                        

22. maj 2013                                              

Vedr.: Klage 195 – Klage over afslag på initiativstøtte - sag IS-1-2012-0283

Tipsungdomsnævnet har på sit møde den 7. maj 2013 behandlet Foreningen Ørkenfortets klage af den 24. januar 2013 over Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af den 10. januar 2013 vedrørende afslag på initiativstøtte på kr. 20.000 til projektet ”Klub Spatiøs”.

Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af den 10. januar 2013.

Sagsfremstilling:

I mail af den 14. november 2012 til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) ansøger Foreningen Ørkenfortet om initiativstøtte til projektet Klub Spatiøs, der i ansøgningen beskrives som ”et åbent kunstnerisk eksperimentarium”.

I mail af den 10. januar 2013 til Foreningen Ørkenfortet meddeler DUF afslag på Foreningens ansøgning med den begrundelse, at DUF i henhold til tilskudsbekendtgørelsens § 40, stk. 4 ikke støtter ”almindeligt tilbagevendende aktiviteter”, og ”da der søges tilskud til et månedligt arrangement, der er blevet afviklet de seneste tre år.”

I skrivelse af den 24. januar 2013 til Tipsungdomsnævnet klager Foreningen Ørkenfortet over afslaget.

Foreningen anfører, at Foreningen ikke mener, at det er en tilbagevendende begivenhed i ”almindelig forstand”.

Foreningen oplyser, at det er korrekt, at rammerne for begivenheden foregår i Akademiet for Utæmmet Kreativitets lokaler, men ”indholdet er absolut ikke tilbagevendende.” Endvidere anfører Foreningen, at de medvirkende, arrangører er de frivillige forenings-medlemmer, og at tema, publikum m.v. er meget forskelligt fra gang til gang.

I mail af den 6. februar 2013 til Tipsungdomsnævnet fastholder DUF afslaget.

DUF oplyser uddybende, ”at DUF har klar praksis for, at arrangementer og aktiviteter som en ansøger har afviklet tidligere skal indeholde nogle radikalt nyskabende initiativer og elementer for at kunne opnå InitiativStøtte. Om en ansøger har modtaget InitiativStøtte eller ej tidligere spiller for så vidt ingen rolle i denne henseende. InitiativStøtten støtter som udgangspunkt kun nye initiativer, som giver ansøger nogle helt nye udfordringer mv. Det er derfor et uomgængeligt faktum, at det altid vil være nemmere at søge Initiativstøtte til den første udgave af en given aktivitet end det vil være til nummer to, tre eller fire. Etc. DUF har bl.a. i den forbindelse praksis for, at det som udgangspunkt ikke er nyt nok at skifte en styregruppe el.lign. ud for at kunne opnå InitiativStøtte til en aktivitet. En forening som Ørkenfortet hæfter derfor så at sige for de erfaringer som tidligere medlemmer har gjort sig i regi af foreningen.”

Foreningen Ørkenfortet har ikke ønsket at fremkomme med yderligere bemærkninger i anledning af DUFs oplysninger i mail af den 6. februar 2013.

Retsgrundlaget:

Tilskudsbekendtgørelsen nr. 810 af den 29. juni 2011 om ydelse af tilskud til samfundsengagerende og foreningsengagerende ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte kap. 9, jf. § 40, der har følgende ordlyd:

”§ 40. Der kan ydes støtte til initiativer og udviklingsarbejde til fremme af aktiviteter og projekter for og med børn og unge i og uden for foreningslivet. Der ydes ikke støtte til organisationer eller formål omfattet af den negative afgrænsning, jf. § 1, stk. 6. Det er dog muligt at tildele støtte til de nævnte organisationer, såfremt disse vurderes til at være subkulturelle……

Stk. 4. Der ydes ikke støtte til offentligt iværksatte initiativer, herunder projekter under anden lovgivning (fx aktiviteter i forbindelse med skoleundervisning eller skolefritidsordninger), til dækning af udgifter i forbindelse med udenlandsrejser, ophold, større køb af teknisk udstyr eller egentlige bygge- og anlægsopgaver. Endvidere ydes der ikke støtte til egentlige valgkampsaktiviteter (fs partipolitiske valgkampagner). Der ydes ej heller støtte til almindeligt tilbagevendende aktiviteter eller projekter, der er iværksat inden ansøgningen.”

Begrundelse:

Tipsungdomsnævnet tilslutter sig Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse om, at projektet ”Klub Spatiøs” er en almindelig tilbagevendende aktivitet, hvortil der i henhold til tilskudsbekendtgørelsens § 40, stk. 4, sidste punktum, ikke kan ydes støtte.

Tipsungdomsnævnet stadfæster derfor Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af den 10. januar 2013.

Tipsungdomsnævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Med venlig hilsen

På Tipsungdomsnævnets vegne:

Anne Troelsen