Klage 192 – Klage over bevilling af driftstilskud, Dansk Skoleskak
Dansk Skoleskak
Brolæggerstræde 6, kld.
1211 København K
København, den
22. maj 2013
30. maj 2013- berigtiget på side 3/6. nye afsnit.
Vedr.: Klage 192 – Klage over bevilling af driftstilskud – DT-4-2012-0109
Tipsungdomsnævnet har på sit møde den 7. maj 2013 behandlet Dansk Skoleskaks klage af den 26. november 2012 vedrørende bevilling af driftstilskud på kr. 475.000.
Dansk Skoleskak begrunder klagen med, at fremgangen i antallet af skoleskakklubber bør tillægges større vægt, og at Dansk Ungdoms Fællesråd i lighed med tidligere bør tillægge øget omsætning og projektaktiviteter værdi.
Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af den 31. oktober 2012.
Sagsfremstilling:
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har i henhold til bevillingsskrivelse af den 31. oktober 2012 bevilget Dansk Skoleskak (DSS) et driftstilskud på kr. 475.000.
I bevillingsskrivelsen anfører DUF, at DSS på linje med de seneste års afgørelser fortsat skal kategoriseres som foreningsengagerende.
Vedrørende fastsættelsen af tilskuddets størrelse anfører DUF, at tilskuddet i forhold til sidste år er øget med kr. 25.000, og at årsagen hertil er ”den fremgang i antallet af skakklubber, I har oplevet.” og at DUF ikke har fundet, ”at der i øvrigt er forhold i 2011, der skal have betydning for tilskuddet i 2012.”
I skrivelse af den 26. november 2012 klager DSS over bevillingen med henvisning til, at DSS finder, ”1) at fremgangen i antallet af skoleskakklubber bør tillægges større værdi, og ”2) at DUF i lighed med tidligere bør tillægge øget omsætning og projektaktiviteter værdi.”
DSS anfører i klagen, at en stigning i driftstilskuddet på kr. 25.000 svarer til en stigning på 6% i forhold til året før, og at en sådan stigning ikke i tilstrækkelig grad står mål med fremgangen i skoleskakklubber, der er gået fra 174 til 275, eller svarende til en fremgang på 58%. Det individuelle aktivitetsmedlemstal er øget fra 6.948 til 14.524 svarende til 109%.
Vedrørende det andet punkt i klagen anføres, at DSS er uenig med DUF i, at der, som DUF anfører i sin begrundelse, ikke ”i øvrigt er forhold i 2011, der skal have betydning for tilskuddet i 2012.” DSS anfører hertil, at det efter DSS’ opfattelse ikke er i overensstemmelse med tilskudsbekendtgørelsen, ”at den fortsat øgede omsætning (fra 3,3 mio. til 5,1 mio. dvs. 1,8 mio. svarende til 53%) og den fortsat øgede samfundsengagerende projektaktivitet (fra 2,1 mio. til 3,2 mio. dvs. 1,1 mio. svarende til 55%) ikke tillægges nogen værdi.”
DSS anfører, at DUF bør anerkende, at ”der også i 2011 har fundet en løbende konsolidering og udbygning sted i relation til skoleskakkens samfundsengagerende projektaktiviteter, og at dette bør have selvstændig værdi i forbindelse med den skønsmæssige vurdering af tilskuddets udmåling.”
I mail af den 18. december 2012 til Tipsungdomsnævnet anfører DUF, at ”når DUF foretager det konkrete skøn ser vi (DFU) i sagens natur bl.a. på en organisations placering ift. til de andre organisationer i tilskudssystemet. Organisationernes egenart tillægges naturligvis stor vægt, hvorfor to forskellige organisationer ikke umiddelbart kan siddestilles i denne henseende.”
DUF oplyser, at det skønsmæssigt fastsatte tilskud til en organisation som DSS, jf. bekendtgørelsen, maksimalt kan andrage kr. 975.000.
Til DSS’ bemærkning om, at øget omsætning og projektaktiviteter bør tillægges værdi, anfører DUF, ”at sidste års bevilling, hvor disse aspekter netop er blevet tillagt værdi, i sagens natur har været udgangspunktet for udmålingen af dette års tilskud. Således har det også været en del af det grundlag, der har ført til dette års ligeledes høje bevilling.”
I skrivelse af den 18. februar 2013 har DSS udarbejdet en bilagstabel over DSS’ medlemstal, omsætning og tilskud i årene 2009 – 2012.
I indlægget anmoder DSS DUF om at besvare ti konkrete spørgsmål.
I skrivelsen fremhæver DSS på ny, at DSS’ markante medlemsstigning og det store, vedholdende arbejde med at konsolidere og udbygge skoleskakkens samfundsengagerende projektaktiviteter samt den generelle omsætningsstigning med rimelighed bør takseres til en større stigning end en stigning svarende til kr. 25.000.
I mail af den 12. marts 2013 fremkommer DUF med kommentarer og svar på DSS’ skrivelse af den 28. februar 2013. DUF fastholder bevillingens størrelse.
I skrivelse af den 31. marts 2013 fremkommer DSS med yderligere bemærkninger til sagen, ligesom DSS stiller yderligere seks spørgsmål til DUF. I skrivelsen foreslår DSS, at der afholdes et møde med deltagelse af Tipsungdomsnævnet, DUF og DSS.
I mail af den 8. april 2013 til Tipsungdomsnævnet besvarer DUF de yderligere stillede spørgsmål. DUF anfører blandt andet, at begrundelsen for, at DSS som organisation er kategoriseret som foreningsengagerende, er, ”at Dansk Skoleskaks primære aktivitet er et uudskifteligt omdrejningspunkt i foreningens virke.”
I mail af den 14. april 2013 til Tipsungdomsnævnet anfører DSS, at DSS finder det skuffende og utilfredsstillende, at DUF ikke besvarer de stillede seks spørgsmål mere konkret og præcist.
I mail af den 30. april 2013 uddyber DUF sine svar på fem af de stillede spørgsmål.
I mail af den 2. maj 2013 har DSS kommenteret DUFs bemærkninger til spørgsmålene 11 og 12 samt 17.
Tipsungdomsnævnet har ikke fundet anledning til at efterkomme DSS’ anmodning om at indkalde til et møde med deltagelse af DSS og DUF, idet Nævnet finder sagen fuldt oplyst.
Retsgrundlag:
Bekendtgørelse nr. 810 af den 29.juni 2001 om ydelse af tilskud til samfundsengagerende og foreningsengagerende ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte, kap. 4.
Begrundelse:
Tipsungdomsnævnet kan tilslutte sig den af Dansk Ungdoms Fællesråd givne begrundelse for fastsættelse af driftstilskuddets størrelse i bevillingen af den 31. oktober 2012, uddybet i skrivelserne af den 18. december 2012, af den 12. marts 2013 og af den 8. april 2013 samt af den 30. april 2013.
Tipsungdomsnævnet har derfor besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds bevilling af den 31. oktober 2012.
Tipsungdomsnævenets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Med venlig hilsen
På Tipsungdomsnævnets vegne:
Anne Troelsen