Klage 223 – Klage over DUFs afgørelse på afslag af anmodning om indplacering i gruppe b i tilskudssystemet

Israelsmissionens Unge

Katrinebjergvej 75

8200 Aarhus N

 

28. april 2021

 

Klage 223 – Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse på afslag af anmodning om indplacering i gruppe b i tilskudssystemet

Tipsungdomsnævnet har 19. april 2021 behandlet Israelsmissionens Unges klage af 5. februar 2021 over Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 1. februar 2021 på afslag af Israelmissionens Unges anmodning om fremtidig indplacering i tilskudsbekendtgørelsens gruppe b.

Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 1. februar 2021.

 

Sagsfremstilling

I forbindelse med revision af tilskudsbekendtgørelsen i 2016 blev Israelmissionens Unge (IU) af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) indplaceret i tilskudsbekendtgørelsens gruppe c. Indplacering blev foretaget på baggrund af en helhedsvurdering, idet DUF lagde vægt på, at IU arbejdede med et mere afgrænset sagsområde, og at foreningens aktiviteter sigtede mod målgrupper uden for medlemskredsen. DUFs afgørelse blev tiltrådt af Tipsungdomsnævnet.   

Ved ansøgning af 22. maj 2020 om driftstilskud i 2020 anmodede IU om, at IU ved DUFs behandling af ansøgning om driftstilskud blev omplaceret og fremadrettet blev placeret i tilskudsbekendtgørelsens gruppe b. Anmodningen var baseret på, at IU mere naturligt ville passe i gruppe med de øvrige kirkelige organisationer, og at IU havde indarbejdet ændringer i IUs organisation, sagsområde og formål siden oprindelig indplacering.

29. juni 2020 traf DUF afgørelse om, at IUs anmodning om indplacering i gruppe b ikke kunne behandles med virkning for IUs ansøgning om driftstilskud i 2020, da IU i 2020 ansøgte om udbetaling af andet år af en toårig bevilling af driftstilskud givet i 2019. Udmåling af det toårige tilskud var bl.a. foretaget på baggrund af indplacering i gruppe c.

IU fastholdt ønsket om indplacering i gruppe b for fremtidige ansøgninger og gav 10. december 2020 foretræde for DUFs tipsudvalg. IU redegjorde på mødet mundtligt for anmodningen. DUF traf 1. februar 2021 afgørelse om, at DUF ikke på nuværende tidspunkt kunne imødekomme IUs anmodning om indplacering i tilskudsbekendtgørelsens gruppe b.  

DUF har i sagsbehandlingen foretaget en helhedsvurdering af IUs ansøgning, herunder IUs formål, aktiviteter, organisationsmåde, medlems- og deltagerskare. DUF vurderede på baggrund af IUs seneste revision af landsorganisationens vedtægter og ønske om aktivitetsændringer, at IU i højere grad end tidligere har fået fokus på at udvikle det enkelte medlem af organisationen. DUF fandt også, at hovedparten af IUs lokalforeninger i deres gennemførte aktiviteter i 2020 i højere grad end tidligere har haft til hensigt at fokusere på at udvikle det enkelte medlem/deltager til aktiv og kompetent deltagelse i et værdibaseret fællesskab. 

Desuagtet fandt DUFs tipsudvalg – navnlig på grund af oplysninger givet på mødet 10. december 2020 – at formålet bag de seneste vedtægtsændringer i IU endnu ikke er udmøntet i aktiviteter og praksis i alle dele af IU. DUF lagde i sin vurdering også vægt på, at de seneste vedtægtsændringer og organisatoriske ændringer i IU gennem optagelse af nye lokalforeninger først var blevet foretaget i 2019.

DUF fandt derfor ikke at have et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere om de formelle ændringer af vedtægter mv. i praksis havde medført varige ændringer af IUs virke fremadrettet. DUF opfordrerede i afslaget IU til at ansøge igen, når de ønskede ændringer af IUs organisation havde fået fast forankring i alle dele af foreningen.

 

IUs anbringender

IU har 5. februar 2021 klaget over DUFs afgørelse om ikke at imødekomme IUs anmodning om indplacering i gruppe b i DUFs tilskudssystem. IU har suppleret sine bemærkninger i indlæg af 26. februar 2021.

Det er af IU anført, at DUFs afgørelse strider mod indholdet af DUFs tilskudsbekendtgørelse, da DUFs tipsudvalg i sin afgørelse har tilkendegivet, at IU i højere grad end tidligere arbejder med udvikling af det enkelte medlem, og at hovedparten af IUs lokalforeninger i deres gennemførte aktiviteter faktisk har fokuseret på udvikling af det enkelte medlem via aktiv deltagelse i et værdibaseret fællesskab.

IU er af den opfattelse, at DUFs tipsudvalg har anerkendt, at IUs formål, metode og aktiviteter både nationalt og lokalt i overvejende grad sigter på at udvikle det enkelte medlem/deltager som et helt menneske og som en kompetent og aktiv deltager i værdibaserede fællesskaber, herunder som aktiv samfundsborger, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

På denne baggrund bør IU rettelig høre til i tilskudsbekendtgørelsens gruppe b. IU er uforstående over for DUFs antagelse om, at IU afvikler aktiviteter og har en praksis, som ikke er i overensstemmelse med foreningens opdaterede formålsparagraf. Det er denne fejlfortolkning fra DUF, som har ført til, at IU fejlagtigt ikke er kategoriseret som en kategori b-organisation.

IU mener, at de kommenterede regler til tilskudsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, at en organisation bør omplaceres i tipssystemet, såfremt organisationen har gjort DUF bekendt med, at der er sket ændringer i organisationens regelsæt, som burde medføre en ændret indplacering. IU har ikke ”ændret sig fra år til år”, men har ændret sig over en længere periode, hvilket berettiger en ny indplacering fremadrettet for IU.

Den forandring, som IU har gennemgået – og som legitimerer ansøgningen om ny indplacering – er påbegyndt i slutningen af 2018 og afsluttet i slutningen af 2019. IU har derfor rettelig i hele kalenderåret 2020 tilskudsmæssigt været at betragte som en gruppe b-organisation.  

IU kan ikke tiltræde DUFs tipsudvalgs helhedsvurdering af IUs formål, aktiviteter, organisationsmåde samt medlems- og deltagerskare. IU henvender sig netop til det enkelte medlem af foreningen og kan ikke genkende DUFs formulering om, at IU ikke i ”overvejende grad” henvender sig til det enkelte medlem af foreningen.

IU anerkender, at IUs lokalforeninger i et mindre omfang også engagerer unge, der ikke er medlemmer eller potentielle medlemmer. To lokalforeninger (Unge for Uganda og Unge for Forsoning) har således modtaget tilskud fra DUFs internationale pulje til projekter i Uganda henholdsvis Palæstina, En lokalforening (Promissio Youth Aarhus) har startet et projekt, hvor medlemmer inviterer personer fra deres lokalområde på aftensmad for at skabe dialog og nærvær i lokalområdet.

IU anser det naturligt og forbilledligt, at unge engagerer sig både i lokalområde og internationale udviklingsprojekter og på denne måde bliver aktive samfundsborgere. Bortset fra de nævnte tre konkrete projekter er IU ikke bekendt med kontinuerlige aktiviteter i foreningen eller i lokalforeninger, der primært henvender sig til personer udenfor foreningens medlemsskare.

IUs aktiviteter består af kurser, programmer og arrangementer, der udelukkende har til formål at danne og udvikle deltagerne. Dette gør sig også gældende for aktiviteter i IUs lokalforeninger. Fx udgør to lokalforeninger (Lindeskovkirkens Unge og Aarhus Bykirkes Unge) ungdomsforeninger i de lokale kirker. En tredje lokalforening (IU Nord) har som primær aktivitet at mødes for at snakke om tro, eksistens og trospraksis. Fokus for disse tre lokalforeninger understreger IUs klare identitet som en kirkelig forening, der er fællesskabsskabende og som udbyder undervisende aktiviteter, som henvender sig til egne medlemmer.

IU er en kirkelig forening, hvilket også fremgår af DUFs hjemmeside og i DUFs oversigt over organisationer, der har modtaget støtte fra DUFs internationale pulje. IU er opmærksom på, at disse to referencer er baseret på andre parametre end de hensyn, som DUFs tipsudvalg anvender, men IU finder alligevel, at denne rubricering er en tydelig indikation af, at IU er en kirkelig forening.

IU har også anført, at foreninger pr. definition aldrig er statiske. Foreninger vil udskifte og udvikle deres aktiviteter, jf. også tilskudsbekendtgørelsens §18, stk. 1, litra c. Arbejdet i IU med at udvikle foreningen skal ses i dette lys.

IU har fremhævet, at de organisatoriske ændringer i IU er endeligt gennemført, og at det er et entydigt ønske hos både bestyrelse og sekretariat i IU, at disse ændringer er grundlaget for foreningens nuværende og fremtidige aktiviteter. Den nye formålsparagraf er allerede trådt i kraft i alle dele af organisationen, og alle aktiviteter afvikles i overensstemmelse med foreningens formål.

IU ønsker sagen hjemvist til DUF til fornyet sagsbehandling.

 

DUFs anbringender

DUF er 23. februar 2021 og 10. marts 2021 fremkommet med sine bemærkninger til IUs klage.

DUF har anført, at tipsudvalget i sin afgørelse om vurdering af IUs (om)gruppering har foretaget en samlet helhedsvurdering af foreningens formål, aktiviteter, organisationsmåde og medlems- og deltagerskaber baseret på de underliggende definitionsparametre i tilskudsbekendtgørelsens §§ 18-19.

I denne helhedsvurdering er indgået bl.a. oplysninger tilsendt af IU i forbindelse med anmodning fremsendt 22. maj 2020, efterfølgende fremsendte aktivitetsoversigt for IUs lokalforeningers arbejde i 2020, IUs reviderede vedtægter samt oplysninger givet på møde i tipsudvalget 10. december 2020 af en repræsentant for IU.

DUF har endvidere anført, at tipsudvalget på baggrund af IUs seneste revision af landsorganisationens vedtægter samt ønske om aktivitetsændringer fandt, at IU i højere grad end tidligere har til hensigt at sigte mod udvikling af det enkelte medlem af organisationen, og at hovedparten af organisationens lokalforeninger i deres gennemførte aktiviteter i 2020 i højere grad end tidligere har til hensigt at fokusere på at udvikle det enkelte medlem/deltager til aktiv og kompetent deltagelse i et værdibaseret fællesskab.

DUFs tipsudvalg har således tilkendegivet, at oplysninger fra IU understøtter, at IUs praksis er under udvikling, men tipsudvalget har desuagtet fastholdt sin oprindelige vurdering af, at IU skal indplaceres i tilskudsbekendtgørelsens gruppe c.

DUFs tipsudvalg har i sin afgørelse lagt vægt på, at formålet med IUs vedtægtsændringer ikke er gennemført i praksis i alle dele af organisationen. DUF har anført, at den korte tid fra vedtægts- og organisatoriske ændringer i 2019 til foreningens ansøgning i 2020 om ændring af organisationens indplacering i DUFs tilskudssystem medførte, at DUF i sin sagsbehandling ikke fandt, at der i 2020 forelå et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere om IU rent faktisk har gennemført varige ændringer med væsentlig betydning for alle dele af IUs fremadrettede virke.

DUF finder ikke anledning til at ændre sin afgørelse eller genbehandle sagen.

 

Retsgrundlag

Bekendtgørelse nr. 495 af 29. maj 2016 om ydelse af tilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte

 

§ 16 har følgende indhold:

§ 16. En landsorganisation, der søger om driftstilskud i henhold til kapitel 2, placeres i en af fem grupper på baggrund af en vurdering af organisationens samlede virke, herunder blandt andet formål, aktiviteter, organiseringsmåde, medlems- og deltagerskare mv. Vurderingen foretages af DUF ved organisationens indtræden i tilskudssystemet og er gældende, indtil der vedtages nye definitioner, eller der sker væsentlige ændringer af organisationens interne forhold med relevans for vurderingen. Ved væsentlige organisatoriske ændringer af blandt andet ovenstående forhold har organisationen altid pligt til at underrette DUF, senest ved indsendelse af ansøgningen om driftstilskud.

 

§ 18 har følgende indhold:

§ 18. Organisationer i gruppe b er kendetegnet ved følgende:

1) Formål og aktiviteter tager i overvejende grad afsæt i et samlet livs- eller verdenssyn, forstået på den måde, at:

a) Den bærende idé er tydeligt retningsgivende for fællesskabet og organisationens virke.

b) Den bærende idé afgrænser i høj grad både medlemsskare og organisation fra andre idébaserede fællesskaber (hvilket ikke er det samme som at der ikke kan være slægtskab eller værdisammenfald mellem to idébaserede organisationer).

c) Organisationens aktiviteter kan udskiftes og udvikles, så de til enhver tid understøtter den samlende idé bedst muligt.

2) Organisationens formål, metode og aktiviteter fokuserer primært på at udvikle det enkelte medlem/deltager som et helt menneske og en kompetent og aktiv deltager i værdibaserede fællesskaber, herunder som aktiv samfundsborger.

3) Organisationens aktiviteter mv. benyttes, organiseres og udvikles af medlemmerne som demokratiske medejere af organisationen i alle led.

 

§ 19 har følgende indhold:

 § 19. Organisationer i gruppe c er kendetegnet ved følgende:

1) Formål og aktiviteter tager i overvejende grad afsæt i et samlet livs- eller verdenssyn, forstået på den måde, at

a) Den bærende idé er tydeligt retningsgivende for fællesskabet og organisationens virke.

b) Den bærende idé afgrænser i høj grad både medlemsskare og organisation fra andre idébaserede fællesskaber (hvilket ikke er det samme som at der ikke kan være slægtskab eller værdisammenfald mellem to idébaserede organisationer).

c) Organisationens aktiviteter kan udskiftes og udvikles, så de til enhver tid understøtter den samlende idé bedst muligt.

2) Aktiviteterne sigter i overvejende grad på at engagere og inddrage og/eller forbedre forhold, vilkår og muligheder for målgrupper uden for kredsen af kontingentbetalende medlemmer/deltagere med demokratisk indflydelse i organisationen.

3) Organisationen arbejder ofte med et nærmere afgrænset sagsområde.

 

Tipsungdomsnævnets afgørelse og begrundelse

IU har siden revisionen af tilskudsbekendtgørelsen i 2016 været indplaceret i gruppe c, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 19.

Det er nævnets opfattelse, at der under klagesagsbehandlingen ikke er fremkommet nye afgørende faktuelle oplysninger, som giver grundlag for en ændret indplacering af IU. Tipsungdomsnævnet har heller ikke konstateret sagsbehandlingsfejl eller andre retlige mangler i DUFs behandling af sagen.

Som sagen er oplyst for nævnet, finder Tipsungdomsnævnet derfor ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte den helhedsvurdering og det heri indeholdte skøn, som DUFs tipsudvalg efter anmodning har foretaget med henblik på at genvurdere IUs indplacering i en af de fem grupper, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 16, og hvor DUFs tipsudvalg har fastholdt, at IU skal være placeret i gruppe c.

 

Tipsungdomsnævnet stadfæster således Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 1. februar 2021.

 

Tipsungdomsnævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

 

Med venlig hilsen

på Tipsungdomsnævnets vegne

 

Bente Hagelund

Formand